Tattoo og piercing – og beslutninger om kroppen

Hele sommeren har jeg gået og leget med tanken om at få et ekstra hul i øret. Jeg har haft mange overvejelser omkring emnet, da jeg mener, at man virkelig skal tænke på, hvad man gør mod sin krop. Selvom et hul i øret, blot er ‘endnu et hul’, når nu jeg allerede har huller i ørene, og det derfor i virkeligheden måske ikke er en big deal, så er det alligevel en ting, som man skal leve med resten af livet – og hvem ved, om det er fedt at have to huller (eller flere) i det ene øre, når man er 50. Selvfølgelig, kan man lade hullet vokse sammen, men et ar vil der altid være. Og lige præcis den slags afgørende beslutninger, dem synes jeg virkelig man skal tænkte godt igennem. Vi har jo altså kun én krop, og hvad vi gør med den, det skal vi leve med resten af livet.

For en lille måned siden tog jeg så beslutningen om, at jeg ikke ville have et ekstra hul i øret. Jeg tænkte, at det var unødvendigt og ikke betydeligt afgørende for mig. Men kender I det, at når man prøver at ligge en tanke på hylden, men så ser ting overalt, som fører tilbage til den tanke? Ja, det skete så for mig. Hvor end jeg kiggede hen, så så jeg flotte piger med de pæneste øreringe i deres mange huller i ørene, og med hånden på hjertet så synes jeg det er så flot med flere huller i ørene. Efter et stykke tid måtte jeg så indse, at jeg simpelthen ikke kunne leve uden det ene ekstra hul. Så jeg tog mine to veninder i hænderne, og slæbte dem med ned til Lynggaard på Strandvejen, hvor jeg endelig fik mit ekstra hul – og jeg er overdrevet lykkelig for det. Så lykkelig, at hver gang jeg ser mig selv i spejlet, så smiler jeg når jeg ser det ekstra hul. Og når man har det sådan, så ved man vidst at man har taget den rigtige beslutning.

Om der kommer flere huller til samlingen, ved jeg ikke. Måske gør der, måske gør der ikke. Men hvis der gør, så kommer jeg til at gå alle de samme overvejelser igennem endnu en gang. Med hensyn til tattos, så kan jeg sige at jeg aldrig kommer til at få en tatto. Ikke fordi jeg ikke synes det ser rigtig fedt ud med bitte små finger-tattos eller ligende, men simpelthen af ren og skær frygt for en rynket, grim og slidt tattoo når jeg er 93 år og sidder og ser Matador på plejehjemmet. Det billede kan jeg virkelig ikke fortrænge i mit hoved, og dermed ved jeg at jeg aldrig skal have en tatovering – med alt respekt for folk der har dem.

Har du, ligesom jeg, mange overvejelser omkring hvad du gør mod din krop? Og hvad tænker du om tattos og piercinger, er det noget du selv har eller gerne vil have lavet?