Om at være 17 år

Da jeg fyldte 17 i marts måned blev jeg ønsket pænt tillykke af en pige fra min skole, som så tilføjede: “17 er den værste alder! Man er ubetydelig og vil bare blive voksen.” Siden da har jeg ind i mellem tænkt på, hvor forfærdelig og negativ en tilgang til livet det egentlig er. Hvad så når hun bliver 40? 60? Eller 90? Er 17 simpelthen værre end det? Jeg tvivler. Man skal trods alt ikke døje med rynkecreme og hænge balder som 17-årig.

Nu har jeg snart været 17 år i et halvt år, og jeg kan ikke være mere uenig med denne piges holdning. For mit vedkommende, er 17 en af de bedste aldre i hele livet; som 17-årig kan man nyde godt af de ting det medførte at blive 16, samtidig med at man kan undgå de forpligtelser og det kæmpe ansvar, som man har som 18-årig. Ens syttende år er på mange måder et pusterum, hvor det er okay at begå en masse fejl og dumheder, som kan man lære af, og kan tage med sig ind i det store 18.

Når man er 17 år, er man hverken barn eller voksen, og det er derfor svært at definere, hvad man i virkeligheden er – og ja, måske er det denne manglende definition af alderen, som pigen fra min skole ikke brød sig om. Jeg ved det egentlig ikke, og jeg kommer nok aldrig til at forstå hendes syn på det. Jeg er helt vild med at være 17, og vil sige til alle 16-årige eller yngre derude, at I bestemt ikke skal lade folk give jer et negativt indtryk af at være 17. Det er noget af det fedeste, og hvis man har en positiv tilgang til ens syttende år, så er jeg sikker på, at man får et overdrevet spændende og begivenhedsrigt år.

Billde fra min 17 års fødselsdag.