Hvis der er noget jeg elsker her i vinterperioden, så er det at gemme mig under et tæppe med en kop te og en spændende bog. Udover at bøger er formidable til at drive væk fra dagligdagen for en stund, så kan bøger også være utrolig fine at have liggende i sit hjem – faktisk så fine at jeg et par gange har købt bøger udelukkende fordi de ville passe godt ind på mit værelse (“never judge a book by its cover”… Øhm oops). Nogle gange kan man være så heldig at bøgerne med de flotte fashionable forsider også er interessante indeni, og så er det jo bare en ægte win win. Jeg har fundet et par såkaldte coffee table-books, som jeg er synes er helt utrolig flotte og som jeg ville elske at have liggende på mit kaffebord.
Leder man derimod efter bøger som både er flotte at have liggende på bordet og så tilpas interessante at man kan hygge-læse med dem her i den kommende december-måned, så vil jeg helt klart anbefale “#GIRLBOSS” og “Not That Kind Of Girl“, som begge har været kæmpe hits for mit vedkommende.
Her i de mørke vinterdage gemmer de fleste sig væk i store sweatere, som både er bløde, varme og behagelige at have på når man trodser det uforudsigelige november-vejr. Jeg er også giga fan af efterårstøj, men jeg må indrømme at jeg nogle gange synes det er svært at føle sig feminin i posede sweatere, som skjuler alt på godt og ondt.
En af de ting der hurtigt kan få de fleste til at føle sig langt mere feminine (også trods posede vinter-tøj!) er fint undertøj. Jeg er giga fan, må jeg indrømme. En fin detaljeret blonde top er simpelthen noget af det mest feminine, hvis man spørger mig. Jeg har samlet nogle af de ekstra fine og flotte i en collage til jer, og nogle af dem er endda så nydelige, at jeg ikke kunne modstå fristelsen til at sætte dem på årets juleønskeseddel.
Jeg vågnede i morges af regnen som trommede (…nærmere bankede og tæskede) mine tagvinduer på livet løs. Da jeg efter 5 minutters scrollen gennem Instagram endelig tog mig sammen til at rulle mine gardiner op, indså jeg at det overhovedet ikke gjorde nogen som helst forskel. Det var bælgmørkt udenfor. Og som jeg sad der og kiggede ud i det sorte ingenting samt lyttede til den voldsomme regn, der fik jeg fornemmelsen af, at denne dag ville blive lort. En vaskeægte lorte-dag. En dag hvor håret ikke vil samarbejde, make-uppen sidder som klatmaling, og arrigskab over tøjkrise får en helt ny betydning. Og ja, det endte med at være en lorte-morgen. Og skam også en lorte formiddag. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om i skolen, var at det stadig regnede og var mødt ude i skolegården da første modul var færdigt, samt det faktum at når jeg endelig blev færdig med denne skoledag, så skulle jeg hjem og kæmpe med en matematik-aflevering, som jeg på ingen måde vidste, hvordan jeg skulle gribe an.
Som drengene i min klasse siger ”det er en orker” (som betyder, at man på ingen måde har overskud og energi til at gøre det, men man alligevel gør det, på trods af at man ikke magter… Tror jeg. I hvert fald noget i den retning). Ingen tvivl om at jeg havde en ægte orker-dag.
Men da klokken var 13.45 og jeg vandrede ud gennem skoleporten opdagede jeg (til stor glæde) at solen skinnede og himlen var blå. Så jeg smed mine høretelefoner i ørene og begyndte at gå hjemad. Og et eller andet på den tur vendte mit humør 180 grader. Om det var sangen ’El Perdón’ med Enrique Iglesias som spillede i mine ører, solskinsvejret, den blå himmel eller det faktum at jeg havde fri for skole, ved jeg ikke. Men jeg blev simpelthen så munter og glad, at jeg nærmest sang med på de spanske lyriks hele vejen hjem (det skal lige siges at jeg er totalt nørd til spanske lyriks, da jeg hører spansk musik non-stop. Ja jeg ved det godt, det er en lidt underligt). Samtidig så blev jeg også en smule sur på mig selv. Sur over at jeg lod regnvejr og skolearbejde få mig ned med nakken, for det er da for latterligt. Det hører med til hverdagen, og det må man bare accepterer. Også selvom matematik i 2.g til tider kan få dig til at føle helt og særdeles håbløs.
Vi har alle sammen lorte-dage. Og det er også helt okay. Men i morgen får hverken vejret, skolen, lektier eller noget som helst andet lov til at slå mig ud. Det bliver en rigtig god dag. Det ved jeg, fordi det har jeg lige besluttet mig for.
Det er mandag og mit forhold til mandage er blevet utrolig meget bedre med årene. Da jeg var yngre syntes jeg, at mandag var en sand dræber fordi der var så langt til weekenden. Men jeg må indrømme at det har ændret sig. Nu er mandagen et tegn på en ny start, hvilket vi alle sammen kan have brug for en gang i mellem. Efter en weekend fyldt med tragiske hændelser i Paris, så er jeg faktisk lettet over at det er mandag. Ikke at mandagen på nogen måde skal få os til at glemme weekendens tragedier, for det skal det på ingen måde. Men jeg synes at mandagen skal bare være et tegn på at verden fortsætter, og at fortabte, lavsindede terrorister ikke kan få resten af verden ned med nakken – fordi så har de allerede vundet.
Verden fortsætter, vi fortsætter og det er det største tegn på at terrorister ikke har vundet og aldrig kommer til det.
Denne her weekend har været utrolig mørk. Det føles som om at fredagens hændelser i Paris har lagt et tungt tykt tæppe over hele verden. Jeg synes det er smukt at se verden stå sammen på denne måde, men det er trist at sådan en hændelse skal til, før at verden står sammen på denne måde. Det er forfærdeligt og grueligt at vi lever i en verden, hvor mennesker behandler andre mennesker på denne måde. Brutalt og umenneskeligt. Menneskeheden er virkelig gået tabt et sted på vejen.
Min kærlighed og mine tanker går ud til alle i Paris. 129 mennesker er dræbt og jeg tør slet ikke tænke på hvor mange mødre, fædre, søskende, bedsteforældre, bedste venner og kærester, det udgør.
